Da Bruce gik fra konen

Da jeg gik i 9.klasse, forlod Bruce Springsteen konen til fordel for sin korsangerinde, den rødhårede Patti Scialfa. Det var ikke noget, der som sådan rystede min verden. Men min engelsklærer Pia, som var kæmpe Bruce Springsteen-fan, blev så skuffet over hans opførsel, at hun forærede alle sine Springsteen plader væk og fra den dag af ikke kunne udholde at høre på musikken et øjeblik længere. Springsteens svigt som ægtemand, havde simpelthen forurenet hendes opfattelse af hans musik.

Jeg syntes det var så skørt og opfattede efterfølgende Pia som lidt af en nutcase – som en person, der ikke kun skille tingene ordentlig ad og blandede virkelighed og fantasi sammen.

Kevin Spacey IRL

Men i disse #metoo tider, er jeg begyndt at forstå Pia lidt bedre. Ikke at Bruce på nogen måde har gjort sig skyldig i overgreb – men jeg forstår, hvordan man kan få ødelagt sin begejstring.

Jeg har ihverfald fået det ualmindelig svært med en af mine absolutte yndlingsskuespillere, Kevin Spacey. Og det er selvom han er måske én af sin generations bedste. Usual Suspects, American Beauty og ikke mindst House of Cards, fungerer så utrolig godt på grund af Spaceys tvetydige karaktertegning. Man fornemmer at der indenunder den tilsyneladende rolige overflade, lurer et rovdyr,som kan slå til, når man mindst venter det. Lidt ligesom hans opførsel angiveligt har været i virkeligheden. Så er det, at det bliver svært at adskille mennesket fra kunsten.

Kollektiv Amnesi

Vi har ellers kollektivt været ret gode til igennem tiden at adskille kunsten og mennesket. Den franske forfatter, Celine, var udtalt og aktiv antisemit. Han udgave svinske pamfletter i 30’erne, der fik ham fængslet for deres racistiske indhold. I Politiken siger den danske oversætter, Troels Hughes Hansen, at  forfatteren “var direkte medansvarlige for den strømning , der retfærdiggjorde Holocaust på et intellektuelt niveau”. Det er lidt af en gerning – og alligevel bliver Celine hyldet som én af de allerstørste. Genudgivet og oversat igen og igen.

 

Kunsten og de dumme svin

Og der er utallige andre eksempler på sangere, skuespillere, billedkunstnere, forfattere og alle mulige andre, der har været nogle ualmindeligt dumme svin, men produceret noget helt fantastisk kunst. Ja, måske er deres kunst netop så suveræn, fordi de er dumme svin? Det er et kæmpe paradoks. En catch22 af den virkelig onde slags. Og der er ikke noget hashtag eller nogen enkelt sætning som kan løse problemet. Man må hver især mærke efter hvor ens personlige grænse går for hvornår man kan vedholde at nyde en kunstners værk upåagtet dennes ageren. Pias grænse gik ved utroskab. Min går ved systematisk overgreb.

 

DR er andet end X-Factor og Den Store Bagedyst

Det er blevet utrolig populært at beklage sig over DR. Eller det vil sige – DR1. For når man klager over DR, så er det ofte i virkeligheden DR1, der bliver refereret til. Det er sjældent at DRK, DR2, DR3, Ramasjang, dr.dk, P1, P2, P3, P4, P5, P6 eller P7 bliver taget med i ligningen, når kvaliteten skal gøres op. Og rent faktisk, er det også sjældent at det er hele DR1, man taler om, når man taler om DR. Det er mest X-Factor og Den Store Bagedyst, som af en eller anden grund får lov at definere hvad en kæmpestor, mangfoldig medievirksomhed med tusindvis af dedikerede og kreative mennesker, har at byde på.

DR1-den-store-bagedyst
Sasitha står i køkkenet med niecen Jesmina i Den Store Bagedyst Julespecial

Forbilledelig public service

Og lad os da bare tage de to programmer med det samme: For de er begge fremragende bud på god, folkelig, velproduceret tv-underholdning. Begge maler et nuanceret og mangfoldigt portræt af Danmark, der peger på alt det der samler os, fremfor det der splitter. Det er nemt at gøre grin med amatørsang eller bagning – men disse discipliner er ikke programmernes bærende søjler. Det er de almindelige mennesker med vidt forskellige etnicitet, sexualitet, alder og baggrund derimod. Dem lærer vi at kende og dem spejler vi os i.  Jeg vil vove den påstand, at langt de fleste kritikere af begge programmer, ikke har sat sig ned og set en hel sæson til ende. For så ville de vide, hvad X-Factor og Den Store Bagedyst begge er: Nemlig forbilledlige eksempler på public service.

DR1 er andet end Jensens Bøfhus

Men X Factor og Bagedysten fylder utrolig lidt hvis man ser henover et helt år. De to programmer kan derfor aldrig være alene om at definere DR1 eller for den sags skyld DR. Det svarer til, at fordi Jensens Bøfhus er en populær restaurant, så er alle restauranter i landet på samme måde. Lige nu sender DR1 for eksempel programmer som “De Skjulte Talenter”, hvor man følger forskellige mennesker med Aspergers syndrom. Det er en rørende, oplysende og underholdende program-serie, som ville få en stjerne i karakterbogen hos selv de argeste kritikere. Der har lige været sæsonstart på “Gift Ved 1. blik”, der igen giver et fint indblik i danskernes tilstand anno 2017. Og for mit eget vedkommende, var jeg sidste år vært gennem to sæsoner på programmet “Made In Denmark”. Det handlede om noget så smalt og kulturelt som kunsthåndværk, blev sendt i bedste sendetid på DR1 og havde op mod 600.000 seere.

dr1-made-in-denmark
Holdet fra 1.sæson af Made In Denmark

Smid medie-brillen

Og det er jo kun DR1 programmer, jeg nævner her. Som sagt er der massevis – ja, simpelthen spandevis af andet virkelig godt, relevant indhold på alle DR’s kanaler. Der er noget for alle – som der rettelig burde være. Der er det smalle og det brede i skøn forening. Men for at få øje på dette, kræver det at man smider den fordomsfulde medie-brille og rent faktisk ser TV.