En TV-værts bekendelser

Efter jeg blev TV-vært, skete der noget mærkeligt: Alle de kompetencer, som jeg besad i form af uddannelse og livserfaring, forsvandt som dug for solen.

tv-vært-klædt-af

Du er et ansigt, en krop (i mit tilfælde i høj grad en frisure), som mange nærer et fascinerende had-kærligheds forhold til. Umiddelbart sætter seeren sig i TV-værtens sted og føler derved en forbindelse og en forståelse for mennesket på skærmen. Men bagved denne umiddelbare tiltrækning, er jeg stødt på en hel del foragt. Ikke så meget overfor mig personligt, men i omtalen af andre værter. ( Jeg tænker dog, at disse tanker også gælder mig, når jeg ikke lige er i lokalet ). Det bliver opfattet som selvpromoverende og latterligt at stille sig op og bede om opmærksomhed – ja, i virkeligheden nok amoralsk. Som om al denne virak dækker over, at man i virkeligheden ikke kan noget.

Bag ved smilet

Denne mistro ses meget tydeligt, når det lige præcis er en TV-vært, der har fået en økonomisk fordelagtig aftale. Johannes Langkildes forkætrede heste-transport bekræfter billedet af en flosset person, der lurer omme bagved sminken og det velsiddende hår. Forargelsen vil simpelthen ikke ende tage. På trods af, at der er en chef, som har nikket på den anden side af bordet.

Chefens ansvar

Historien om #hestegate minder om den gang, hvor alle gik amok over Reimer Bo og hans honorar for at interviewe Stein Bagger. Man kunne frygte at miseren om den transatlantiske hest ligeledes ville ende med en fyring af Langkilde. Men det lader dog til, at historien så småt har lagt sig. De sidste jokes er blevet fortalt og DR’s undskyldning samt lovning om ikke at betale for hjemtransporten, har vist sig at være nok. Forstå mig ret: Jeg deler forargelsen over at lade DR betale 70.000 for transport af en hest eller for den sags skyld en million for et ordinært interview. Men den offentlige udskamning af det kendte ansigt er temmelig ubehagelig – og uretfærdig. Det kan aldrig blive medarbejderens problem, at chefen agerer økonomisk uansvarligt i forhold til virksomheden.

Gabestokken

Og inden nogen beskylder mig for at pive: Jeg er med på, at hvis man stikker snuden frem, så skal man være klar til at få nogle slag. Kendte mennesker bliver nødt at være tykhudede. Og som ansat i DR, skal man være ekstra påpasselig med pengene. Men ingen mennesker har fortjent at blive mistænkeliggjort – eller ligefrem fyret  – blot på grund af folkesjælens indgroede mistro til dem, som stiller sig frem.